Min nye passion: rovfugle

"Hvad er det med dig og de fugle, Andrea?" Ja, hvad er der egentlig med mig og de fugle? Det er et godt spørgsmål, og det vil jeg prøve at besvare her.

Første gang jeg stod med en rovfugl på hånden havde jeg ingen idé om, hvad det ville gøre ved mig. Jeg var på pressetur i Irland, og en del af det tætpakkede program var to timers "hawk walk" i en skov med en falkoner fra Ashford Castle. Indtil da havde min interesse for rovfugle strakt sig så vidt som til at jeg nogenlunde kunne kende musvåger, høge og falke fra hinanden på himlen, og at jeg syntes, de var seje, og så tænkte jeg ellers ikke mere over dem og deres gøren og laden. Men da jeg stod der, inde mellem træerne, med en stor, grov læderhandske på hånden og så den unge Harrishøg, Aztec, glide lydløst imod mig og elegant lande på min arm, var jeg solgt. Det her var det fedeste, jeg havde prøvet i hele mit liv!

Efter en tur i skoven med Harrishøgen Skye. Foto: Andrea Bak

Efter en tur i skoven med Harrishøgen Skye. Foto: Andrea Bak

Modvilligt lod jeg de andre i gruppen overtage handsken, så de også kunne prøve, og jeg kunne næsten ikke vente til det blev min tur igen. Selv om jeg aldrig havde prøvet det før, faldt det mig helt naturligt. Det virkede logisk, at man skal stå med siden til fuglen, når man kalder den hen, ligesom det faldt mig naturligt at lave en langsomt glidende bevægelse, når jeg ville have den til at sætte af. Det virkede logisk, hvordan jeg skulle samle Aztec op på handsken, når han blev forskrækket over en motorsav lige i nærheden og flaksede så voldsomt med vingerne, at han faldt bagover og hang og dinglede i den læderrem, han havde om foden. Og det virkede helt logisk at forholde mig i ro, da en uvorn høg fra en anden "walk" pludselig fløj ned og landede på mit hoved. Jeg vidste instinktivt, at jeg ikke var i fare, og hun blev da også siddende pænt, indtil Ed, vores falkoner, fik hende filtret ud af mit hår. Jeg fik lov at bære Aztec tilbage gennem skoven, og jeg fik lov at give ham hans aftensmad – en hel, daggammel kylling, inden han blev sat tilbage på sin plads.

Hawkwalk med Ed på Ashford Castle i Irland. Foto: Ginger Ward

Hawkwalk med Ed på Ashford Castle i Irland. Foto: Ginger Ward

Jeg var helt høj, da jeg gik tilbage til mit hotelværelse. Jeg har altid haft let til begejstring, og jeg tænkte at begejstringen nok ville aftage, når jeg kom hjem, men oplevelsen blev siddende i kroppen på mig i ugevis. Måneder. Og den er der stadig, over et år senere. Jeg købte forskellige bøger om at træne og holde rovfugle i fangenskab, og det stod hurtigt klart for mig, at det er en altopslugende interesse, jeg har fået mig, både hvad angår tid og økonomi. Men der er heldigvis andre måder at dyrke en passion på, end ved at få sin egen fugl. Det skal jeg i al fald ikke have lige foreløbig, og da slet ikke så længe, jeg bor midt inde i København.

Men når Muhammed ikke kan komme til bjerget, må bjerget komme til Muhammed, eller hvordan det er. Jeg begyndte at undersøge markedet for falkoner-kurser i Storbritannien og Irland, hvor falkejagt er en meget mindre eksotisk sport end herhjemme. Alle herregårde med respekt for sig selv har en eller anden form for "Falconry", hvor helt almindelige mennesker kan prøve at interagere med rovfugle. Flere har også fået øjnene op for rovfuglenes fortrinligheder i forhold til at jage duer og rotter væk. Eksempelvis er det en Harris-høg ved navn Rufus, der sørger for at holde duerne væk fra Wimbledon-banen, og skadedyrsbekæmpelsesfirmaet Rentokil har op til flere falkonerer på lønningslisten.

I Storbritannien findes organisationen LANTRA, der udsteder certifikater i alt fra bygning af stendiger, brug af motorsav, traktorkørsel, biavl, førstehjælp, hvordan man renoverer fredede bygninger, betjening af gaffeltruck og altså også falkoneri, som det åbenbart hedder på dansk. Jeg er stærkt fristet af at tage kurset hos en meget berømt falkoner, der har en falkoner-skole på et femstjernet hotel i det skotske højland, men det koster en halv arm og en jetjager, så valget falder på The Hawking Centre i Kent i stedet for. Der kan jeg tage hele kurset på fem sammenhængende dage, der er et fint bed and breakfast ti minutters gang fra kurset, og det hele ligger midt i det mest idylliske, engelske Miss Marple-landskab. Og kurset koster en femtedel af, hvad det ville gøre i Skotland.

Så sagde vi jo, at jeg boede her, og at jeg havde et Aga-komfur! Foto: Andrea Bak

Så sagde vi jo, at jeg boede her, og at jeg havde et Aga-komfur! Foto: Andrea Bak

Jeg er noget nervøs på kursets første dag. Alt foregår selvsagt på engelsk, og hvad nu hvis jeg ikke kan følge med? Hvad nu hvis de andre på kurset har en masse erfaring? Hvad nu hvis jeg ikke kan lide dem? Alle bekymringer bliver dog hurtigt gjort til skamme. Vi er tre på holdet i alt. De to andre er Cliff på 60 år, som er håndværker og ivrig jæger, som gerne vil have en høg at gå på jagt med. Lige nu jager han med en fritte, hvilket jeg synes er både eksotisk og sejt. Laura på 24 har lyserødt hår og Harry Potter t-shirt på, og som ønsker sig sin egen ugle. De er mindst lige så spændte som jeg, og de er heldigvis begge to vildt søde.

Klokken 10 bliver vi hentet af Katie, som er en af instruktørerne på kurset. Det bliver holdt i Doddington Place Gardens, der som navnet antyder, er en af de smukke parker, man skal til sydengland for at finde. Vi starter i parkens Tea Room, der har udsigt over den store græsplæne. Katie skænker te og gennemgår ugens program med os, og da vi har skrevet under på, at vi er sunde og raske og indforstået med, at kurset involverer kontakt med levende rovfugle, er vi klar til en rundvisning.

Fuglene sidder i samme rum, når de ikke flyver, men er bundet fast til deres pind, da de ellers ville komme vældigt op at toppes. Foto: Andrea Bak

Fuglene sidder i samme rum, når de ikke flyver, men er bundet fast til deres pind, da de ellers ville komme vældigt op at toppes. Foto: Andrea Bak

Vi starter i den aflange staldbygning, hvor forskellige fugle sidder på rækker på hver deres plads. Der er gribbe, ugler, falke og høge, og det første, der møder os, er en lille slørugle, der hænger næsten horisontalt ud fra væggen i sin snor af bar iver. Han skræpper og basker med vingerne som for at sige "tag mig, tag mig, tag mig!" Katie griner og siger "Slap af, Alfie, du har lige været ude at flyve", men Alfie er ligeglad og basker videre. Ude bagved er en række store volierer, og hvor der sidder flere fugle, blandt andet to kæmpestore havørne, der sidder på hver sin buede metalfod og ser ualmindeligt bistre ud.

Jeg har aldrig været omgivet af så mange forskellige rovfugle og ugler på en gang før, og jeg har svært ved at skjule min begejstring. Der er en næsten hvid jagtfalk og bittesmå tårnfalke, der alle strækker sig og basker med vingerne, da en af de andre falkonerer går gennem rummet med en falk på handsken og en lokke i hånden. Lokken er den læder-dims, de slynger gennem luften, når de træner med falkene, og senere på ugen skal vi finde ud af, hvorfor det tager mange, mange år at lære at svinge den, uden at fuglen fanger den. Der er en enorm hornugle og en lillebitte afrikansk skovugle ved navn Humphrey, der laver en lyd, der minder om en hæs kattekilling. Det er Katie, der har trænet ham, så han opfatter hende lidt som sin mor, og det er kun, når han ser hende, at han laver den særlige lyd.

Helt forelsket i Humphrey! Foto: Andrea Bak

Helt forelsket i Humphrey! Foto: Andrea Bak

Bortset fra en slørugle, der demonstrativt har vendt ryggen til, virker alle fugle meget ivrige for at komme med ud. De ved nemlig, at vores handsker er lig med mad og godbidder. Men for nu er det Theo, der er den heldige. Han er en ung, bengalsk hornugle, der netop har lært at flyve til handske. Så nogenlunde i al fald. For nogle gange flyver han slet ikke, og andre gange flyver han, når han ikke skal, men al begyndelse er jo som bekendt svær. Inden han må komme med ud, bliver han vejet og får en gps om foden. Hans vægt afgør nemlig, hvor meget mad, han skal have, og gps'en skal sikre, at Katie og de andre falkonerer kan finde ham, hvis han skulle finde på at stikke af.

Det er en fuldkommen berusende følelse at se Theo glide lydløst gennem luften og lande på handsken. Jeg tænker, at jeg ville ønske, jeg kunne gå i parken med Theo hele dagen, og det er næsten som om, han kan høre mine tanker, for med det samme flyver han ned fra min handske og giver sig til at hoppe op og ned på min ene fod. "Der er vist en, der er klar til at komme tilbage til pinden," smiler Katie.

Katie giver Theo hans aftensmad, inden han skal tilbage på pinden: en daggammel kylling. Foto: Andrea Bak

Katie giver Theo hans aftensmad, inden han skal tilbage på pinden: en daggammel kylling. Foto: Andrea Bak

Resten af ugen står på timevis af magiske flyvninger med forskellige rovfugle. Noget af det vildeste er at flyve med en stor, afrikansk ørn, som skal holdes i strakt arm over hovedet, da han kan blive vældig sur over at blive båret i øjenhøjde. Han vejer, som de fleste andre rovfugle, mindre end man lige umiddelbart skal tro, men jeg skal hilse at sige, at det er god træning for armene at stå med en fire kilo tung fugl højt hævet over hovedet!

En af dagene får vi lov at komme på en rigtig jagt med Harrishøgen Skye. Forinden er vi blevet grundigt instrueret i at bruge gps-systemet, så vi kan lokalisere hende, hvis hun skulle finde på at stikke af. Det gør hun heldigvis ikke, for som vi finder ud af under træningen, er det utrolig svært at lokalisere en sender, der sidder helt stille på en gren, og jeg kan levende forestille mig, hvor svært det må være, at finde en fugl i bevægelse.

Skye på vej ud af skovbrynet. Foto: Andrea Bak

Skye på vej ud af skovbrynet. Foto: Andrea Bak

Af samme grund har Skye en bjælde fastgjort i halefjeren. Hun er næsten umulig at spotte i trætoppene, men hun er nem at høre på grund af bjælden. Inde mellem træerne følger hun os som en hund. Katie fortæller, at favoritten hos Skye er egern, men der er åbenbart ingen egern i dag. Skye holder sig i al fald i trækronerne.

Først da vi kommer ud af skoven for at gå tilbage, sætter hun af ud over marken og slår ned mellem kornet. Fem fede skovduer flakser op og skynder sig væk. Der er ingen lyd, så Skye har formentlig ikke ramt noget, men vi løber ned ad bakken til hende alligevel. En vigtig del af fuglenes træning er deres vægt. De må hverken være for sultne eller for mætte, når man har dem med ud, for i begge tilfælde er det næsten umuligt at kalde dem tilbage til handsken. Er de for sultne, stikker de af for at finde mad, og mister tilliden til, at de får mad hos falkoneren, og er de for mætte, har de ikke noget incitament til at komme tilbage til handsken, og kan blive siddende på en gren i flere timer. Derfor får fuglene aldrig lov at beholde det bytte, de fanger. De får lov at spise lidt af det, hvorefter man kaster et klæde ned over deres fødder og byttet og viser dem en godbid. Fuglen vil så (i teorien i al fald) glemme byttet og gå efter godbidden, hvorefter man hurtigt kan pakke byttet væk. Men de kan være snu. Katie fortæller, at en af centerets Harrishøge forlængst har gennemskuet falkonererne og nu nægter at gå efter større dyr som egern og kaniner. I stedet går hun udelukkende efter mus, som hun ved, hun kan nå at spise, inden falkoneren kommer og tager det fra hende. Men i det store hele synes alle fugle at være godt tilfredse med byttehandlen.

Den bengalske hornugle, Theo, i de smukke Doddington Place Gardens. Foto: Andrea Bak

Den bengalske hornugle, Theo, i de smukke Doddington Place Gardens. Foto: Andrea Bak

Vi lærer at tilberede fuglenes mad, hvilket i grove træk består i at hive fødder og vinger af døde, daggamle kyllinger og klippe rotter i stykker. Lækkert ... Vi lærer alt om fuglenes pleje, heriblandt at file deres næb, når de bliver for lange. Det er nødvendigt for fugle i fangenskab, da de ikke gør deres næb rene på bark og sten som i naturen, men primært i falkonerens handske – eller tøj. Det er en noget nervepirrende opgave at stå med fingeren inde i næbbet på en høg, men hun tager det så fint og er meget tålmodig.

"Var du ikke bange?!" er et andet spørgsmål, jeg tit har hørt. Og nej, aldrig. Jo, jeg var bange for gøre noget ved fuglene som var forkert eller som gjorde ondt, men jeg var aldrig nogensinde bange for at blive bidt eller hakket. Det er i denne sammenhæng vigtigt at forstå, at der jo i sagens natur er tale om trænede, tamme fugle, der alle er opdrættet i fangenskab, og som har været vant til mennesker siden de var bittesmå kyllinger. Alle rovfugle, der holdes i fangenskab skal være mindst andengenerations opdræt, så man kan altså ikke bare tage en rovfugl i det fri og tæmme den, og det er også ulovligt at udruge æg fra vilde fugle. (Jeg har ikke tjekket den danske lovgivning på området, men jeg tvivler på, den er mere lempelig end den britiske.) Fuglene skal selvfølgelig behandles med masser af respekt, og det bliver aldrig som at have en undulat at have en rovfugl. Det er lidt anderledes med ugler, finder jeg ud af, men det er en helt anden historie. Det går op for mig, at det i Storbritannien faktisk er lovligt at have rovfugle og ugler siddende i bure konstant, uden at de nogensinde kommer ud at flyve. Tanken gør mig helt trist til mode!

Hornuglen Elsa gør sig lang og ser bister ud, fordi der kommer en gartner forbi med en tilsyneladende meget farlig trillebør. Foto: Andrea Bak

Hornuglen Elsa gør sig lang og ser bister ud, fordi der kommer en gartner forbi med en tilsyneladende meget farlig trillebør. Foto: Andrea Bak

Der er masser at lære på kurset, lige fra tonsvis af teori omkring sygdomme og pasning til at lære at binde en falkoner-knude, som skal bindes med én hånd. En del af kurset består i at lave de læderremme, som fuglene har om fødderne. Det går an, men jeg er glad for, at man også kan købe dem færdiglavet! Jeg grifler og grifler i min notesbog, så jeg kan være godt forberedt til den skriftlige prøve, der skal aflægges, når kurset er ovre. Mit hoved svømmer over af engelske falkoner-termer, og jeg aner stadig ikke hvad størsteparten hedder på dansk. (Jeg sendte min arbejdsbog tilbage til kursusstedet i august, og jeg har stadig ikke hørt, om jeg er bestået.)

Ugen flyver afsted om kap med fuglene. Da kurset er overstået, går jeg en lang tur over de grønne marker, der omgiver mit bed and breakfast og lader det hele bundfæste sig. Jeg græder og græder over at det er slut, og af taknemmelighed over at have fundet en interesse, der er så altopslugende. Det er så vanvittig spændende at have med fuglene at gøre. Så rørende og ydmygt på samme tid, og udfordrende, uforudsigeligt og krævende. Og så er det vildt sjovt og hårdt. Så det er det, der er med mig og de fugle.

Update: Jeg bestod min eksamen, helt uden fejl og alting. Fedt!

Harrishøgen Bran spiser en af de rotter, vi har klippet op den morgen. Foto: Andrea Bak

Harrishøgen Bran spiser en af de rotter, vi har klippet op den morgen. Foto: Andrea Bak

Links:

Jeg tog kurset på The Hawking Centre, der ligger et par timers togkørsel fra London. Det varer fem dage og koster i omegnen af 5.000 kr. alt inklusiv. Men hvis du bare vil prøve at flyve med fuglene, kan det også sagtens lade sig gøre. En dag varer fra 10 til 16, er inklusiv frokost og koster 120 pund for deltagere og 35 pund for tilskuere. De tilbyder også at man kan komme med og være falkoner for en dag, hvor man får et indblik i pasning osv. Det koster 135 pund. Læs mere på www.thehawkingcentre.co.uk.

Jeg boede på The Palace Farm, som både har bed & breakfast, hostel og campingplads. Jeg betalte 30 pund pr nat for et dobbeltværelse med eget bad og delt køkken. www.palacefarm.com

Har du fået lyst til selv at prøve, kan du flyve med rovfugle her:

Silkeborg Rovfugleshow, www.silkeborg-rovfugleshow.dk

Falkonergården i Fredensborg, www.falkonergaarden.dk

Her kan du se falkonerer flyve med forskellige rovfugle:

Samsø, www.falkecenter-samso.com

Bornholm, www.bornholmsrovfugleshow.dk

Eagleworld nær Skagen, www.eagleworld.dk

Caspian er en ung, afrikansk ørn, og han ved godt selv, at han er en flot fyr.

Caspian er en ung, afrikansk ørn, og han ved godt selv, at han er en flot fyr.