Da Luke Skywalker kom forbi

Når man kører de knap 400 kilometer fra Dublin til Portmagee kommer man ikke på noget tidspunkt undervejs gennem et lyskryds. Landsbyen ligger afsides i det sydvestlige Irland, som en del af det område, der kaldes The Ring of Kerry. Kerry er en af de mest populære amter i Irland hvad turisme angår, og det forstår man godt, når man står i det syregrønne landskab og tænker "Wow, tænk at noget kan se sådan her ud i virkeligheden!" Midt på Portmagees korte, men farverige hovedgade, ligger The Moorings. Her overtog Gerard Kennedy og hans kone Patricia for 27 år siden det lille hotel og den tilhørende bar. Gennem årene har de slidt og slæbt for at lokke gæster til, blandt andet ved at åbne en restaurant. Gerard Kennedy lægger ikke skjul på, at de første fem-seks år var forfærdelige, men at de sidenhen blev lidt bedre.

2016-05-31 10.46.37.jpg

I januar 2014 fik de så en henvendelse, der skulle vise sig at vende op og ned ikke blot på deres forretning, men på hele landsbyen. "De ringede fra det irske filminstitut og sagde, at der ville komme en fyr fra Disney for at lave en dokumentarfilm om søpapegøjer i løbet af sommeren, og at de skulle bruge 150 værelser i alt," fortæller han med et stort grin. The Moorings har kun 16 værelser, men Gerard mente dog nok, at hvis de inddrog alle hoteller og bed & breakfasts i hele området, skulle de nok kunne imødekomme ønsket. Han syntes, det lød som noget af en dokumentarfilm, men så glemte han ellers alt om det. "Seks uger før optagelserne skulle gå i gang, kom der nogen og begyndte at indrette produktionsrum i nogle af værelserne, men vi fik stadig ikke andet at vide, end at de skulle lave en film om søpapegøjer. Først tre dage før hele filmholdet ankom til Portmagee fik vi at vide, at de skulle filme nogle scener til den nye Star Wars-film," fortæller han. Gerard Kennedy anede på det tidspunkt intet om Star Wars. Som han siger: "Jeg troede, det var en tegneserie!" Hans 12-årige søn kunne dog hurtigt forklare ham, hvordan det hele hang sammen. Og så begyndte det store rykind ellers.

Fra at have været en halvsøvning ferieby om sommeren og en helsøvning fiskerlandsby om vinteren blev Portmagee nu fyldt med filmfolk, og kort efter også pressefolk og Star Wars-fans, der flokkedes for at få et glimt af de medvirkende. Filmholdet var kommet for at skyde slutscenerne i "The Force Awakens", som foregår på klippeøen Skellig Michael ud for kysten ved Portmagee. På toppen ligger et forladt munkekloster, som spiller en altafgørende rolle i filmens slutning. Mark Hamill, som spiller Luke Skywalker, har også en afgørende rolle i filmens slutning, og den ellers sky stjerne foldede sig fuldkommen ud om aftenen, når optagelserne var slut. "Han følte sig helt tryg og lavede sjov med os, og på et tidspunkt gik han endda om bag baren for at skænke pints til folk," fortæller Gerard Kennedy.

Siden filmen fik premiere er der kommet rigtig godt gang i forretningen hos Gerard Kennedy, der blandt andet har indrettet et hjørne i pubben, hvor man kan skænke en øl fra samme hane som Mark Hamill, og bådturene ud til Skellig Michael er udsolgt flere måneder i forvejen. Filmholdet kom igen i august for at optage nogle scener til en af de kommende Star Wars film. Men hvilken en af dem? "Det kan jeg ikke fortælle mere om, for jeg har skrevet under på en hemmelighedsklausul," smiler Gerard Kennedy. Men én ting vil han dog gerne løfte sløret for: Hverken Mark Hamill eller Daisy Ridley havde nogen som helst underlige krav til mad eller noget andet, og der var heller ikke nogen af dem, der huggede håndklæder eller andre ting fra hotelværelset. "De var begge to rigtig søde," siger Gerard Kennedy.