Dingle-halvøen

Jeg besøgte Dingle-halvøen i sommeren 2017. Året før havde jeg været på The Ring of Kerry, hvor jeg blandt andet fik fortalt den fascinerende og sørgelige historie om Great Blasket Island, og om hvor dejligt, der var i Dingle og omegn. Jeg besluttede mig derfor at besøge halvøen og med egne øjne se, om der er noget om snakken. Det er der!

 
IMG_0275.jpg

Great Blasket Island

I 1953 blev de sidste beboere på øen Great Blasket Island evakueret. Den irske stat kunne ikke længere garantere øboernes sikkerhed, og således uddøde meget af den ellers rige kultur, der havde været på øen. Selvom den ikke ligger langt fra kysten, er strømforhold og vejrliget med til at gøre øen temmelig ufremkommelig. Især med datidens små, håndlavede Currachs, som er joller lavet af trælægter beklædt med lærred eller skind. Her blev alt fragtet til og fra øen: kvæg, øens afdøde, møbler osv. Således måtte øboerne mere eller mindre klare sig selv med hvad de kunne dyrke og fange. Ville man spise ved et bord, blev døren til huset hægtet af og lagt på benbukke, for der var ingen træer på øen, og et spisebord i en Currach på Atlanterhavet var det rene selvmord.

Der var hverken el eller rindende vand på øen, så forholdene var spartanske for at sige det mildt. Beboerne talte alle kun irsk, og med stort set ingen kulturel eller menneskelig påvirkning udefra, var livet det samme som gennem de sidste mange hundrede år. Dette afstedkom en lokal kultur stærkt forankret i det oprindelige Irland, og øen har fostret mange berømte forfattere, der beskriver livet på øen indgående.

I flere år lå øen øde hen, men nu er der atter liv, blandt andet i form af en café og et hostel, og flere gange dagligt henover sommeren er der en gratis rundvisning af frivillige guider. Forholdene er stadig primitive, men det kunne alligevel være sjovt at overnatte derovre engang.

Jeg sejlede derover med Billy, som tog en omvej for at vi kunne se delfiner og en pukkelhval. Der går også en færge fra det smukke, gamle færgeleje ved Dunquin. Der er ingen landgang på øen, som skal forceres via temmelig glatte klipper, så man skal være ret gesvindt for at besøge øen.

Er du blevet interesseret i at læse mere om Great Blaskets historie, kan du gøre det her. Det flotte Blasket-besøgscenter i Dunquin er også et besøg værd.

IMG_0315.JPG

Ud i det vilde vejr

Noget af det smukkeste natur i Irland finder man på Dingle-halvøen, og da jeg ikke havde nogen vandre-makker med mig, bookede jeg en heldagstur med Kevin O’Shea fra Celtic Nature. Det var en god idé! Kevin er sød og vidende, og han gjorde mig tryg, da min højdeskræk truede med at sætte en stopper for vores tur. Vi gik langs kysten, og på et tidspunkt var der så stejlt ned og så megen blæst, at jeg blev helt bange. Men så tog Kevin mig i hånden og sagde "I don't care how independent you are, I will hold your hand, and remember that you are safe and that you can absolutely do this. It's all going on in your head!" Han havde ret, og jeg er glad for, at jeg gjorde det. Kevin har mange forskellige ture. Jeg tog den, der hedder The Wild Atlantic Way, som kostede 120 euro.

IMG_0258.JPG

Alt godt fra havet

Dingle er en kystby, hvor mange irere ynder at holde ferie. Fiskeri har i mange år været de lokales levebrød, og det er stadig et godt sted at tage hen, hvis man – som jeg – elsker fisk og skaldyr. På billedet ses den store seafood-platter på The Boatyard Restaurant, der har udsigt over havnen. Det samme har Out of the Blue, som også serverer friskfanget fisk hver dag.

 

Et slaraffenland for de historisk interesserede

 Ogham-sten

Ogham-sten

At der har boet mennesker på Dingle-halvøen i tusindevis af menneskealdre bliver klart, når man bevæger sig rundt i landskabet. Jeg havde håbet at kunne gå langs med Slea Head Drive, hvor der er en masse arkæologiske seværdigheder, men trafikken var så tæt og rabatten så smal, at jeg simpelthen ikke turde. I stedet tog jeg en guidet tur med en lokal arkæolog, og det var superfedt.

Vi så The Gallarus Oratory, hvis oprindelse ikke er helt klar – men smukt er det. Bygget af lokale sten helt uden brug af mørtel, men i stedet som et kæmpe puslespil og formet som en omvendt båd, er det et smukt og imponerende syn, der har bejrgtaget mange gennem tiden. Heriblandt Seamus Heaney, der om bygningen skrev digtet “In Gallarus Oratory” – angiveligt efter han og nogle andre havde hængt noget for døren og opholdt sig derinde med øl og whiskey så længe, at det må have været som en guddommelig åbenbaring at træde udenfor igen.

 The Gallarus Oratory

The Gallarus Oratory

I Danmark havde vi runer, og i Irland havde de Ogham-alfabetet. Rundt om i landet kan man se de såkaldte Ogham-stones, som fortæller om dem, der har levet lige der, hvor de er fundet. Nogle af de mest velbevarede findes lige udenfor Dingle, langs indkørslen til pige-kostskolen Colaiste Ide. Den hed engang Burnham House og var hjemsted for den excentriske Baron Ventry, der har sat sit præg på hele egnen. Han var glad for eksotiske haver, og man kan således se en masse planter og træer, som man ellers ikke ser i Irland.

Ved skolen ligger også et ridecenter, og går man ned ad stien gennem skoven, kommer man ned til The Burnham Lagoon, hvor der er strandskader og masser af vadefugle. Og masser af fred og ro.

 Udsigten fra Eask Tower

Udsigten fra Eask Tower

Uanset hvor man befinder sig i Dingle, kan man se Eask Tower på lang afstand. Det blev bygget som bavne under den store hungerkatastrofe, så de fattige kunne tjene penge. Tårnet befinder sig 200 meter over havoverfladen, og der er en fuldkommen fantastisk udsigt over hele Dingle-halvøen deroppe fra. Man lægger 2 euro i en kasse i skuret for foden af bakken, og så går det ellers bare opad gennem markerne. Jeg brugte lang tid deroppe med at kigge på fugle – heriblandt en meget smuk ravn, som havde sin rede deroppe.

En anden dejlig gåtur er fra havnen i Dingle og så sydøst langs kysten forbi Hussy’s Folly, som også blev opført under hungerkatastrofen for at de fattige kunne tjene penge. Den har dog ingen anden funktion end at være pæn, og det er den da sådan set også. Fortsætter man, kommer man ud til Dingle Lighthouse, og er man heldig får man et glimt af Dingles berømte øresvin, Funghie, der holder til i bugten.

 

Praktisk

Jeg fløj til Dublin, tog toget til Tralee og videre derfra med bus til Dingle. Det er en lang tur, men den er også flot og hyggelig. Dingle er lidt af en party-town, så jeg kan anbefale at finde et sted at bo, som ligger udenfor centrum. Her kan jeg anbefale det hyggelige Bed & Breakfast Dingle Eask View, der er drevet af den familie, der i sin tid havde privat bolig i huset. Der er hyggeligt, og der er en smuk udsigt over Dingle-bugten.